Henrik Ibsens skrifter

Jeg har længe gåt og tænkt på at jeg skulde skrive Dig til for at bede Dig modtage et takkens ord fordi ​Du så åbent og ærligt trådte op til forsvar for mig på en tid, da jeg blev ​anfaldt fra så mange kanter. Det var jo egentlig ikke andet, end jeg kunde vente af dit store modige høvdingsind. Men til at træde frem og udtale Dig som Du gjorde, dertil havde Du jo egentlig ingen tvingende foranledning; og at Du desuagtet ikke tog i betænkning at kaste Dig ind i striden, det må Du være forvisset om at jeg aldrig skal glemme Dig.

Jeg har også set at ​Du under dit ophold i Amerika har

Faksimile

skrevet venligt og hædrende om mig. Også herfor takker jeg Dig, og lad mig med det samme sige Dig at Du, i al den tid Du var borte, næsten ikke kom ud af mine tanker. Jeg var uvanligt nervøs netop i den tid, og ​en Amerikarejse har altid ståt for mig som et uhyggeligt vovestykke. Så hørte jeg også at Du var syg derover, og jeg læste om storme på havet just som Du kunde ventes tilbage. Da sprang det så levende frem i min erkendelse, hvor uendelig meget Du er for mig, som for alle os andre. Jeg følte at skulde Du ​komme noget til, skulde en stor ulykke ramme vore lande, så vilde al produktionsglæde være veget fra mig.

Til sommeren blir det 25 år siden ​Synnøve kom ud. ​Jeg rejste opigennem Valders og læste den undervejs. Dette mærkeår håber jeg blir fejret som det bør. Hvis omstændighederne føjer sig efter ønske, ​vil jeg også gerne

Faksimile

komme hjem i anledning af festen.

En sag skylder jeg at omtale for Dig. Gennem ​ «Dagbladet» eller på anden måde vil Du formodentlig være bleven bekendt med indholdet af ​det brev, jeg for omtrent et år siden tilskrev statsrevisor Berner. Jeg havde jo dengang ikke anledning til at konferere med Dig; men jeg synes ikke jeg godt kan tænke mig at Du skulde have noget væsentligt at indvende imod indholdet eller imod henvendelsen overhovedet. For mig står det som en blodig uret at man så længe har ladet os være ​uden lovlig beskyttelse af vor literære ejendomsret. ​Jeg har nu igen tilskrevet Berner og givet ham en oversigt over, hvad jeg for mit vedkommende formener at have tabt. Dette beløber sig, blot ved de to kgl teatre i Stockholm og København, til omtrent 25,000 kroner. ​ «Et dukkehjem», som honoreredes efter

Faksimile

regulativet, indbragte mig i Kbhvn 9000 kroner. ​Ethvert af dine dersteds opførte stykker vilde visst have indbragt dig mindst ligeså meget, hvis vi havde havt konvention. ​Regn efter, hvad dette tilsammen beløber sig til! Og så Tyskland!

For at kunne virke med fuld og udelt kraft i den åndelige frigørelses tjeneste må man være stillet nogenlunde økonomisk uafhængigt. ​Stagnationspartiet modarbejder ligefrem vore bøgers udbredelse og ​der gives teatre, som nægter at opføre vore stykker. Folket selv er bedst tjent med at vi i vor fremtidige produktion ikke tvinges til at tage noget hensyn hertil.

Jeg håber derfor at Du ikke vil misbillige det skridt, jeg har gjort. Jeg har simpelthen bedt om retfærdighed, intet videre. –

Bring din hustru vore bedste hilsener og modtag selv en gentagen tak fra